Registreres og bevares begivenheder i systemerne?

Logging falder under flere foranstaltninger i artikel 21, stk. 2

Der er ikke noget særskilt punkt "logging" i artikel 21, stk. 2 i NIS2-direktivet. Spørgsmålet om registrering og opbevaring af hændelser i systemer vedrører især punkt b om hændelseshåndtering og punkt d om forretningskontinuitet og krisestyring. Logging er det bevis, hvormed du kan rekonstruere en hændelse: hvem gjorde hvad, hvornår, fra hvilket system. Uden logs er proceduren for hændelseshåndtering i praksis svær at påvise, selv hvis proceduren er dokumenteret.

Det, som kunden præcist spørger om, varierer fra spørgeskema til spørgeskema. Nogle portaler spørger kun, om logging finder sted, andre spørger om opbevaringsperioden, hvilke systemer der logges, eller hvem der har adgang til logs. Sidstnævnte vedrører igen adgangspolitikken: hvis logs kan ændres af de samme personer, som burde kontrollere dem, er adgangskontrol og forvaltning af virksomhedsmidler relevant at nævne. Hvis du ikke har centraliseret logging eller ingen fastsat opbevaringsperiode, skal du svare nej eller "delvis" — en løs Excel-fil med fejlmeddelelser regnes ikke automatisk som bevis, og et påstået "ja" er ikke mindre en løgn.

Artikel 21, stk. 2, især punkt b og d

Artikel 21, stk. 2 i NIS2-direktivet nævner ti kategorier af foranstaltninger, som en enhed skal gennemføre, baseret på en "all-hazards"-tilgang. Logging er ikke nævnt bogstaveligt talt som egen kategori, men håndteres i praksis under punkt b (hændelseshåndtering) og punkt d (forretningskontinuitet, såsom backup-styring og krisestyring), fordi registrerede hændelser er nødvendige for at genkende, undersøge og senere kunne redegøre for en hændelse. Hvilke præcise krav en kunde knytter hertil — opbevaringsperiode, dækning, adgangskontrol til selve logs — er ikke nærmere fastlagt i direktivet selv, men udfyldes ofte ved national implementering eller i kundens portal.